11. Februar 1894

Efter Frokost gik jeg hen i Strandstræde 10 for at høre om jeg kunne træffe Solodanser Hans Beck. En ung Pige åbnede for mig og sagde at Hans Beck først var hjemme Klokken 4. Så gik jeg op i Café Bernina og sad der en Times Tid og så ud at besøge Søstrene på Nørregade. Jeg sad meget hyggeligt og snakkede med dem og Grossereren. Så var jeg igen oppe i Strandstræde. Den samme Frøken, der lod til at være Becks Søster lukkede mig ind i hans Værelse og trak af med hans 2 små Drenge. Beck kom vist straks, sagde hun. Jeg så mig rundt om i Værelset. Det var fuldstændig i Empirestil, Masser af Billeder på Væggene samt en Guitar med en stor nedhængende rød Sløjfe, på hvilken der stod: ”Til Hr. Hans Beck”. Så gik Gangdøren og lidt efter trådte Hans Beck ind. Jeg sagde mit Navn og at jeg havde en Anmodning til ham. Han ser ud ligesom på Scenen, gør et livligt, klogt og elskværdigt Indtryk. Jeg sagde straks at jeg vidste han gav Danseundervisning hos mine Forældre i Niels Juelsgade, og vi havde i Sinde at spille en Komedie den 10. Marts og om han ville vise os den Elskværdighed at hjælpe os med Prøverne. Han gik med stor Beredvillighed ind herpå og så gav vi os naturligvis til at tale med hinanden om Teatrene og vi vare begge enige om at skatte Dagmarteatrets Bestræbelser i Retning af at skabe et litterært Repertoire. Om sit eget Teater, Det kongelige, udtalte han at det gik meget småt, - ja det har han såmænd Ret i. Hr. Beck antog sikkert at Riis-Knudsen blev den fremtidige Teaterchef. Jeg spiste hos Forældrene.