27. Januar 1943

Bombardement af København.

Vågnede glad og tænkte på Musikken igår. Fotografen fra Gyldendal var her for at portrættere Maleriet af Michael Rosing til Doktor Schybergs Bog. Fotografen gav Udtryk for den sig almindelig bredende Opfattelse, Skræk for at de Allierede skal skænke Rusland Danmark. Han gav også Udtryk for den sig i København bredende Tanke, at den Stat Krigen vil mest gå ud over, bliver England, hvem Amerika aldrig tilbagegiver Canada, Indien river sig løs, og Japan tager Australien; så dør England langsomt af Sult, for hvor skal det tæt befolkede Land få Brød fra, uden Landbrug hjemme og uden Penge. Gik en køn Tur i en tynd Sommerfrakke, 5 Graders Reaumur, det var helt forårsagtigt, Græsset i Villahaverne frisk grønt, og på flere Buske var der grønne Knopper, jeg har aldrig oplevet Mage til Vinter som den iår. Der var yndigt på Frederiksberg Villaveje, særlig på Lindevej og Uraniavej; Trubadurernes Melodier klang vedblivende for mit indre Øre, særlig Grev Lunas Arie; den blændende smukke Rabinowitz, der synger Grev Lunas Parti, er nok Jøde. Da jeg var kommet hjem og havde sat mig til at hvile, lød et øredøvende Brag så hele Huset rystede, hele Himlen var ildrød, en stærk Kanonade efterfulgte Braget; om Aftenen var der igen Luftalarm, der varede halvtredje Time, til Kl. 10.

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Fotografi cirka 1930. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.

Emne
Årti