30. Juli 1944

Krigens gang i Danmark.

Det menes, at Jernbanekatastrofen i Nordsjælland er forøvet af en dansk Sabotør, der var betalt af Englænderne, han ville gennem Kupevinduet kaste Bomben mod et ventet Tog, der var fuldt af tyske Soldater; Bomben var indstillet på Tid og eksploderede, før det var beregnet. Den lå ved Siden af Sabotøren, som har fået sin velfortjente Straf; i Aalborg er der også ødelagt en Masse Ruteautomobiler; det var også Sabotage. Karl Gustav var her hele Eftermiddagen, meget nedtrykt over at stå uden Engagemenet, hans Forfængelighed er også såret derover; nu har han sat sig i Hovedet, at han vil flytte fra Nordland hen på et andet Hotel; det er denne stadig Uro og Lyst til Forandring, der driver ham afsted, og når jeg ikke giver ham Medhold, føler han sig krænket på mig. Vi gik sammen i Eliaskirken og hørte Bartholdy. Min Søn bragte mig en Hilsen fra Dr. Nander, som han havde spist hos under Opholdet i Odense; jeg har ondt af Overlæge Schroeder, der har fået sin Lejlighed helt ødelagt, da Fyens Stiftstidendes Bygning blev sprængt i Luften; alle Schroeders smukke Samlinger er tilintetgjorte.

Skuespilleren Karl Gustav Ahlefeldt (1910-1985). Fotografi cirka 1940. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Sted
Årti