Fortvivlet Brev fra Karl Gustav, der taler om at opgive Teaterbanen, som Følge af Presseforfølgelsen.
Arkivar Hassø var her for at tale med mig om forskellige Sager; han var meget betaget af, at Rigsarkivar Axel Linvald har måttet flygte, da hans Kone er Heljøde, han er i Sverige, hvorhen de Tusinder af danske Jøder er flygtede.
Havde en rar Aften med Læsning i Svend Melsings nye Drama, der skal opføres i denne Måned, det interesserede mig højligen.
Tyskerne har i Nat sprængt Domus Medica, K.B. Hallen, Peter Lieps Hus og Eremitagen i Luften; 35 Lærere blev i går fængslede. London Brænder, i Frankrig kan man se Skæret fra det brændende London; det vil sikkert ændre Krigens Gang. Nød Haven i det varme Solskin. Besøg af Karl Gustav.
Tog ud at bestille gule Sko på Ortopædisk Institut. Skomageren fortalte, hvorledes Tyskerne under Generalstrejken var trængt ind i Beauvais Fabrikker, der er Genbo til Instituttet, og havde røvet Konservesdåserne.
Det menes, at Jernbanekatastrofen i Nordsjælland er forøvet af en dansk Sabotør, der var betalt af Englænderne, han ville gennem Kupevinduet kaste Bomben mod et ventet Tog, der var fuldt af tyske Soldater; Bomben var indstillet på Tid og eksploderede, før det var beregnet.
Der kæmpes nu for anden Gang i denne Krig om det ulykkelige Polens Hovedstad, Nordfrankrigs Byer ødelægges; nu står de kæmpende Hære ved Siegfriedlinjen, der sikkert er i bedre Stand end Maginotlinjen var det. Tyskerne plejer at have deres Ting i Orden, det plejer Franskmændene ikke.
Atter alvorlige Begivenheder, det er fremkaldt af en ny Strid mellem det danske Politi og den tyske Værnemagt, der utvivlsomt med rette, beskylder Politiet for roligt at se til, når der er Optøjer og Overfald, hvilket nu hører næsten til Dagens Orden.
Der kom Brev fra en Mand, der skrev, at han samlede ind til de Politibetjente, der skjulte [sig] for at undgå Tyskernes Klapjagt på dem; de skulle hjælpes til Flugt til Sverige; han ville komme i Dagens Løb for at hente de eventuelle Penge til [Penge til] mig.
Var hos Rostgård for at få min månedlige Indsprøjtning; han fortalte, at hans Datter, der arbejder på et Kontor i Amaliegade, fra Vinduet havde overværet Kampene i Kvarteret.
Havde nogen Brevveksling angående Hjælpen til Politibetjentene. Uhyggeligt med disse mange Krigsmillionærer, der tjener endnu flere Penge end Gullaschbaronerne i Krigen 1914; det er for en Del Entreprenører, som skaffer Tyskerne Arbejdere til deres forskellige Foretagender.
Smukt Brev fra Hans Bendixen, som jeg havde det romantiske Møde med; Sammen på Bænken i Østre Anlæg.